Blumer og den symbolske interaktionisme
Dannelsen af betydning (betydning og mening anvendes i det følgende synomymt).
Indenfor den naturvidenskabelige og positivistisk inspirerede sociologi og psykologi (first and second force) synes der at være en tendens til at behandle mennesket, den enkelte, individet og den menneskelige adfærd, som produkt af forskellige ydre og indre faktorer, som gør noget ved individet. Man betragter adfærd og de faktorer, der producerer den.
Psykologer ser f.eks. på faktorer som stimuli, attituder, bevidste eller ubevidste motiver, perception og kognition – sociologer ser på faktorer som social position, statuskrav, sociale roller, kulturelle normer og værdier, socialt pres og gruppetilknytning for forklaringsvariable.
Man koncentrerer sig om at identificere initierende faktorer og resulterende adfærd. Man ser på initierende faktorer, som udløsende betydning eller på den resulterende adfærd og overser helt og aldeles den betydning tingene har for den enkelte som kilde til betydningsdannelse, overser hvilken betydning ting tildeles af den enkelte i dennes omgang med tingene. Enten forklares dannelsen af betydning med tingene selv (en stol er en stol). Betydningen så at sige emanerer fra tingene selv uden at nogen formativ proces er nødvendig (realisme) eller betydning forklares som en psykisk “accretion”, der tildeles tingen af den enkelte person. Betydning kommer i stand gennem psykisk organisering af elementer, såsom sensationer, følelser, ideer, hukommelse, motiver og attituder. En tings betydning er således blot et udtryk for de psykologiske elementer, der kommer i stand i forbindelse med perception af en ting. Og en tings betydning kan derfor forklares gennem identifikation og isolering af de psykiske elementer, der danner betydningen.
Blumer (som samler bidrag fra Cooley, Mead e.g. den symbolske Interaktionisme) definerer betydningsdannelsen anderledes: ikke at betydningen ligger intrinsic i tingen selv, ejheller at betydningen opstår ud af sammenstilling af psykiske elementer i personen, men
Betydningen af en ting for en person vokser ud af de måder andre personer agerer overfor personen med hensyn til tingen.
Betydning ses som en formativ proces, en interaktiv proces mellem mennesker. Deres virksomhed og handlinger fungerer definitorisk.
Betydning ses som sociale produkter, som skabes i og med menneskers definerende handlinger mens de interagerer.
Betydning projiceres ikke ud på verden fra indfoldet tanke, men er indeholdt i den, så den kan ikke begribes, uden umiddelbart at begribe denne indfoldede betydning.
Men der er vel at mærke ikke tale om nogen passiv betydningstilegnelse eller imitation eller kloning af den enkelte af den fremkomne (allerede eksisterende) betydning. Der er tværtimod for den enkelte tale om en fortolkende proces. Personen foretager en kommunikativ proces med sig selv, hvori tingens betydning fortolkes. Den enkelte udvælger, undersøger, omgrupperer og transformerer betydning i lyset af den situationen denne deltager i og som dirigerer hans handlinger. Fortolkning er ingen automatisk apllikering af allerede etablerede betydninger, men en formativ proces i hvilken betydningen anvendes og omvurderes, som instrumenter for handlinger – vejledende og formativ.
Verden er komponeret af betydningsobjekter, skriver Blumer. Alt hvad der kan henvises til er et objekt, en objektrelation, et skema. En sky, en bog, en lov, en bank, et spøgelse osv. Det kan dreje sig om fysiske objekter (et træ, en stol, en cykel), eller sociale objekter (en elev, en præst, en minister, en mor – kategorier af andre mennesker såsom venner/fjender, institutioner, skoler, forvaltning), eller abstrakte objekter (idealer, autonomi, ærlighed, filosofiske doktriner, ideer om retfærdighed, udbytning).Et objekts natur består af den betydning, objektrelation, som det har for den person for hvem det er objekt. Betydningen bestemmer den måde den enkelte ser objektet, måden han er forberedt på at handle overfor objektet, og måden med hvilken han er parat til at tale om objektet.
Men – et objekt har forskellig betydning for forskellige individer. Det betyder, dels at objekters betydning for en person opstår ud af måden, de defineres for ham af de andre med hvem han interagerer, og dels at objekter må ses som sociale kreationer som formes i og opstår ud af de definitions- og fortolkningsprocesser, som finder sted i den menneskelige interaktion.
Konsekvensen er, at der eksisterer flere “verdener”. Folk bor dør om dør og alligevel i forskellige verdener. For at forstå folks handlinger er det nødvendigt, at identificere de objekter deres verden består af. Objekter har altså ingen fikseret status for så vidt deres betydning kun dannes, fastholdes eller omformes/forkastes gennem de henvisninger og definitioner, som individer laver af objekterne. Klassifikationer, objektrelationer, kategorier kan derfor omformes, skifte betydning, forhandles.
Social interaktion
I sociologien og psykologien har man betragtet interaktion, blot som det medium gennem hvilket adfærdsdeterminanter passerer, hvad enten det drejer sig om social rolle osv. eller motiver og normer. Man springer fra kasualitet til respons og overser, at social interaktion er interaktion mellem aktører og ikke faktorer påført udefra. Social interaktioner er en proces, som former meneskelig adfærd i stedet for blot en arena, et middel for menneskelige udtryk.
Sociologien og psykologien – indenfor første og anden bølge – fejlslutter for så vidt man opererer med abstrakte individer og et abstrakt samfund, idet individ og samfund ikke står overfor hinanden som aktion, specificitet, som konkrete individer i en konkret kontekst, situeret læring, hvor netop personlige karakteristika, evner vil påvirke.
De samfundsmæssige variable skal ses som frembragt af mennesker i handling. En person kan handle alene eller sammen i grupper eller på andre vegne som repræsentanter for organistioner. Samfundet består således af multiple situerede handlinger på baggrund af de betydninger situationerne afstedkommer. Samfundet eksisterer således kun i handlinger. Kultur og de sociale strukturer skal ses som udslag af komplekse igangværende aktiviteter og virksomhed.
Kultur forstået som vane, tradition, normer, værdi etc. Sociale strukturer forstået som social position, status, rolle, autoritet og prestige etc. Disse størrelser udformning afhænger af hvad mennesker gør, deres relationer og hvordan mennesker agerer overfor hinanden. Den samfundsmæssige udvikling bæres og præges af den fortløbende proces, som en sammenstilling af de aktiviteter menneskene udøver. Det er denne komplekse proces af aktiviteter og virksomhed, der etablerere og former sociale strukturer og organisationer.
Rolleovertagelse
Den enkelte må være formet – skriver Blumer – således at vedkommende passer ind i den sociale interaktions natur. Individet ses som en organisme, der ikke alene responderer til andre som ren imitation eller signaladfærd. Men også som en, der foretager henvisninger til andre og fortolker deres henvisninger. Mead har vist at dette sker gennem selvet!
Med et selv menes, at menesket kan være objekt for sine egne handlinger. Vedkommende kan genkende sig selv som doktor, en student, borger fra dette eller hint sociale lag osv. Han agerer overfor sig selv, vejleder sig selv i sine handlinger overfor andre, på baggrund af den objektskategori han er for sig selv. Selvobjektet emergerer ligesom alle andre objekter ud af den sociale interaktionsproces gennem hvilken de andre definerer en person for ham selv.
Blumer beskriver to interaktionsformer: den ikke-symbolske og symbolske interaktion. Den ikke-symbolske svarer til “signaladfærd” uden fortolkning. Der er intet fortolkningsgab mellem hvad der apperciperes og forstås. Apperception er selv-fortolkende. Som en naturlig logik, der virker uden kunstigt inducerede modeller, den er sin egen model. Vi forstår uden teoretisk vidensbase, umiddelbar naturlig, formal, basis betydning = spontan, barnlig, reflektionsløse rutiner, mytisk, religion.
Den symbolske til “signal-som-signal-adfærd” og involverer fortolkning af signalet eller handlingen. Sidste omfatter betydningen af 1) hvad personen hvem det rettes mod skal gøre, 2) hvem eller hvad der henvises til, planlægger at gøre, og 3) den fælles handling, som opstår ud af begge parters handlinger. Er en af disse størrelser fraværende opstår forvirring, misforsatåelser. Kommunikationen er ineffektiv, interaktion forhindres. For at kommunikationen kan lykkes er det nødvendigt at parterne hver især kan påtage sig den andens rolle. For at kunne vise den anden hvad han skal gøre, må det indikeres fra den andens synspunkt.
For at kunne blive en genstand for sig selv må personen se sig selv udefra! Og dette kan kun ske gennem rolleovertagelse, at placere sig selv i andres positioner og se sigselv eller handle mod sig selv fra deres position. Rolleovertagelse kan ske på 1) legestadiet, 2) organiserede grupper, spil-stadiet eller 3) abstrakt samfund, den generaliserede anden. En lille pige kan lege mor og tale med sig selv med mors stemme, en student ser sig selv gennem forventninger til senere arbejde. Man danner en forestilling (genstand) om sig selv gennem de måder som andre definerer vedkommende for sig selv på.
Et individ kan interagere med sig selv – ikke forstået som interaktion mellem to eller flere psykiske elementer (Freud: jeg og overjeg) – men som en social kommunikativ proces, hvor personen addresserer sig selv som person og responderer dertil. Man kan tale med sig selv, være sur på sig selv, være glad, påminde sig selv, planlægge osv. Selvinteraktionen fungerer, som den proces gennem hvilken, man laver henvisninger til sig selv. At være bevidst, at være opmærksom på et fænomen, er lig med at henvise til genstanden for sig selv.
Det vågne, bevidste liv består såedes af en lang serie af sådanne henvisninger som personen gør for sig selv. Henvisninger som personen benytter til at dirigere sine handlinger.
Processen kan gøres til genstand for erkendelse, identificeres som en særlig genstand, men vel at mærke mennesket set som en organisme, der interagerer med sig selv gennem en social proces! Selv-reflektion eksisterer altså ikke uden social interaktion! Mennesket er altså ikke en organisme, der blot responderer på eksterne faktorer, med adfærd som produkt af disse faktorer. Mennesket kan ikke isoleres til en biologisk, psykologisk eller social organisation, der passivt må se til og tage hvad der kommer. Omvendt, det tager hvad der kommer ved at engagere sig sig i en selv/indikationsproces. Det vedkommende møder gøres til genstande, objektrelationer, gives betydning og anvender denne betydning som grund for sine handlinger. Adfærden er ikke blot en respons på hvad vedkommnende støder på. Men er en handling som opstår ud af den fortolkning , der sker gennem selvindikationesprocessen. Mennesket er ikke en responderende organisme, men en agerende organisme, som kan skabe og forme en serie af handlinger på baggrund af hvad det finder væsentligt og uvæsentligt i situationen.
Sammenfattende om betydningsdannelse:
Mennesker agerer overfor ting på basis af den betydning som tingen har for dem.
Betydningen af disse ting stammer fra, emergerer ud af sociale interaktioner som den enkelte har med andre.
Betydningen indgår i og modificeres gennem en fortolkende proces, som den enkelte benytter i omgangen med de ting vedkommende møder.
