Nogle grundsyn
Der bør tænkes derfor evolutionært, historisk og logisk, strukturelt. Ofte opfattes disse begreber som modstridende, som et enten eller, som modsætninger, hvor struktur eks. angiver en statisk model, historien eks. en succesiv udviklingsmodel. Men tanken er her med Hegel habermas og Wilber at opstille et skema, hvorfra måske især udviklingspsykologien kan overskues, tænkes som strukturelle ligheder indenfor et udviklingsstadie, en kritisk fase, en epoke.
Fylogenesen og ontogenesen sammenlæses til en epokal ordensstruktur med nogle “tidsaldre” eller udviklingsfaser, der eksisterer samtidig og indbyrdes påvirker hinanden. Dette igen baseret på tre “gyngende” grundsyn:
* det klassiske mekaniske
* det termodymaniske
* det kybernetiske
den KLASSISKE/MEKANISTISKE orientering defineret ved en ordensstruktur som søger fixpunkt. Verden er i harmoni. Mit mål er at vise, at den himmelske maskine ikke er et slags guddommeligt væsen, men en slags urværk, skrev Johannes Kepler.
Eks. i mekanikken: ur, solsystem, samt et evighedsperspektiv, planeternes gåde løses, reversibilitet i tid. Tingene går igen, man kan overføre energi. At bringe orden i kaos, at finde uforanderlige principper, uforanderlige størrelser, som ligger bag ved og kan forklare den umådelige mangfoldighed af transitoriske fænomener, bevægelserne i det manifeste vi ser omkring os.
Fra Platon, Aristoteles, Columbus, Copernicus, Galilei, frem til Kepler og Newton. Filosofisk bevidsthed dukker først op op hos naturfilosofferne, Thales, Platon, Sokrates og ser bevidstheden som det element der forbinder princip og det manifeste. Tvivlen som filosofiens princip, jvf. Sokrates’ forsvarstale. Freuds talekur, som en metafilosofisk undervisningssituation. Det gælder evnen til at adskille, at kunne mediere mellem A+B .
den TERMODYNAMISKE orientering – opgøret med feudale sammenhæng, mytologi og gudebilleder er under “videnskabelig” afvikling. Man kan producere energi, dampmaskinen, tiden gøres irreversibel, tingene kan ikke gøres om igen. Arbejder med lukkede systemer, hvor energien forandres, forringes.
Filosofisk især defineret ved udviklings- og rekapitulationstanken, fra Darwinisme og biologien – det forefundne er ikke skabt fikst og færdigt af Gud, men udviklet af noget tidligere. Hvad der er “primitivt/vildt” var blot noget”laverestående/tidligere” som nu er tæmmet. Et forskningssyn præget at den kontinentale udviklingstænkning. At være, er at være værende. At være er at lære, at være er at være lærende. At være lærende er at reflektere, som er at være reflekterende situeret osv. Til sagen selv. Selvet som subjekt eller selvet som et refleksivt projekt? Selvet som resultat af oplysning, individets udgang af de Hegelske “herre/slave relationer”, udgang af den Kantianske “umyndighed”. Civilisationens historie som en udviklingsproces. Den positivistiske (Comte, Marx) tro på videnskab og fremskridt. Positivistisk erkendelse naturvidenskabelg erkendelse er den højeste og mest udviklede form for erkendelse. Forskning præget af ideologisk/moralsk forståelse.Tiden har retning: Starter positivt – den store fortælling om frigørelsen – men ender i Abendlandes/undergangs metaforik og sortsyn. Det går ned ad bakke, mytisk tidsalder, ragnarok, impialisme. Freud: Kulturens byrde. Seksuel frigørelse er umulig. I filosofien (central europæiske tankegods) Husserl, Ehrenfelt, Meinung, Heidegger. Strukturalisme og semiotik, litteratur og sprogvidenskab: Saussure, Hjemslev, Peirce, Austin, slutter med Wittgenstein. Emergerer, genopstår som Metasystem Transition Theory og Wilbers evolutionære tænkning.
Det filosofiske og videnskabelige miljø kendetegnes af sekularisering: naturens orden er ikke guds. Fra Comte, positivisme, tro på videnskab og fremskridt. Positivistisk og naturvidenskabelig erkendelse er den højeste og mest udviklede form for erkendelse: beskrive, forklare, forudsige, kausalitet (S/R) Fra det religiøse, det politiske til det videnskabelige. Juridisk: fra næveretten til retssalene. Nooesfærens kommunikative handlinger og argumentation. Afskeden med den tyske filister. Emergens af den strategiske tænkning.
Samfundsudviklingen, fra omkring århundredskiftet. Her ikke det enkelte biologiske legeme, men samfundslegemet og kulturen som udgangspunkt.Durkheim, Parsons, rolleteori, social position, abstrakte subjekter, status, alder, køn, gruppe osv. for at
forudsige og kontrollere adfærd. Kapitallogik, administrationsvidenskab,
socialantropologi og rolleteori, aggression og flokadfærd, klassekamp, socialkarakterer.
Renæsansens individ opfattelse, spaltning i individ/samfund. Livsverden og system. Stavnsbåndet ophæves, lov om folkeskoleuddannelse, frit selvadministrerende individ, frigjort fra ydre pres. Øget politisering, friskoler, kirkelov, industrialiseringens gennembrud, urbanisering medfører behov for systematisk opdragelse og uddannelse. Moral og normer skal internaliseres ogindividet skal tilegne sig formelle kundskaber og færdigheder løsrevet fra konkrete sammenhæbg og opgaver. Kan analyseres separat. Barndom og ungdom opfindes. Omkring 1900 opstår socialpsykologien.
Hegel, Feuerbach, Engels og Marx. Evnen til at tænke abstrakt i Hegels forstand: historisk og logisk, Reich og Adorno/Horkheimer og Franfurterskolen. Lucas, Marcuse. Fromm, Kritisk psykologi (Holzkamp). Den kulturhistoriske skole og sovjetpsykologien: Leontjev, Vigotski, Luria. Virksomhedsteorien.
den KYBERNETISKE orientering – man arbejder med selvregulerende, åbne systemer, emergens, der opstår ny orden. Symbolsk interaktionisme, Cooley og Mead, og konstruktions alternativisme: Kelly. Kybernetik, konnektionisme og informationsteori. Ken Wilber, Bateson, Capra, Grof. Pregorine med autopoesis. Kaosteori, fraktalmatematik, katastrofe topologi. Verden indeholder strukturer som gør at “specificitet implicerer generalitet”.
Fylogenesen sammenlæses med ontogenesen = rekapitulationstænkning; kybernetisk psykologi = scientisme = Hegels absolutte ånd. Freuds libido = kundalini. Evolutionær psykologi = antropologisk psykologi, “Atman” sættes lig bevidsthed i dynamisk forandring – den store fortælling om frigørelsen som projekt. Historisk og logisk i Hegelsk forstand. Wilbers/Huxleys holoner Struktur og system som hierarkiske metaforer/metonymer – construkts/skemaer (Kelly,Piaget) – totaliteten er overgribende. Kreativ intelligens. Bevidstheden transcenderer hjernen.
Biologisk økologi, Gaya-hypotese, økofascister. Fra big bang til nuet: Planeternes opståen, gaya-hypoteser, liv på jorden. De første mennesker: jægersamfund til jordbrugere, asiatisk produktionsmåde (slaver), feudal/tyrannen, kapitalisme/kommunisme frem mod informationssamfund? Antikens filosofi = “perennial philosophy” (Huxley, Leibniz) – moderne dynamisk/kybernetisk/narrativ psykologi. Psykosemiotikken = litteraturvidenskaben. Noosfæren /Wilber.
Ontogenesen: den enkelte gentager artensudvikling i sammentrængt form. Cellulær bevidsthed. Viden lig sproglig hukommelse. De 3 hjerner (krokodille, mammalian, frontallapper). Rodney Cotteril om marsterknuden og Freud om den magiske blok. Spejljeget (Cooley, Mead, Blumer om den symbolske interaktionisme). Emergensen af det reflektive selv (jeg, vi og detsprog). Personlig idenitet, køn, familie, gruppe, sociale responsorier. Intentionalitet konfronteret med nødvendighed. Dewey og Bandura: social learning. Den interpersonelle kloning og deutoro-learning (Bateson). Myte og metafor ved Lakoff.
Den ødipale kloning. Situtioneret læring og sociale responsorier. Legitim periferdeltagelse. Fødslen/Grof, som den første “fulcrum”, kupelomdrejning, katastrofe, fasematrise for personlige kriseagtige skift i identitet, behov og moral.
Bowlby om tilknytningsteorien: “selvet” som kybernetisk selvregulerende system, homeostase, en sikker base – ontologisk sikkerhed. Stern om selv fornemmelsernes udvikling og de interpersonelle relationers forandring.
Freuds psykoseksuelle udvikling, Eriksons epigenetiske princip og livsfaser, Piagets kognitive udviklingsfaser (egocentrisme), Mahlers objektrelationsteori og seperations/indiviuationsfaser, Sterns selvfornemmelser – den selvfremkaldte ledsager. Kohuts narcissistiske krænkelser. Allports ìpropiumî. Maslows selv-aktualisering og Jungs individuationsproces – arketype lig animistisk og magisk gods hentet/klonet via Kellys rollerepertoire.
Evolutionær psykologi: Habermas set som syntesetænker – ikke analytisk, bevidsthedsfilosofisk, men indrager pragmatik, analytisk sprogfilosofi, strukturalisme, psykoanalyse, (Wilber desuden Buddhisme og kontemplative og psykologiske retninger) – som vel at mærke alle hver for sig er handlingslammede og magtesløse uden forståelsen af den kommunikative handlen.
Habermas må således pga. uddifferentieringen af fornuften i tre videns- og erkendelsesformer, tale for en kritik-base der ikke kan begrundes historisk, og peger på samtalesituationen og den telos og betydningsdannelse, der måtte ligge i at blive enige. Peger på sproget, som med en indbygget ìtelosî – formål, formår at bringe samtalepartnere til fælles forståelse.
Habermas søger eksempelvis en sammentænkning af en argumentation og sandhedsteori med en evolutionsteori: et teoretisk og et empirisk sprogligt udsigelses og analyseniveau. Freuds paykoanalyse og Meads Symbolske Interaktionisme. Kritisk teori og kritisk psykologi.
Habermas peger på eks. Piaget og Kolhbergs udviklingsforløb som oversættes til stadier i læreprocesser af forskellige udviklingstrin: samfundsformationer og verdensbilleder . rekapitulationstænkning. Ligesom hos Freud sammentænkes fylogenesen og ontogenesen. Habermas tager parti for fornuften/moderniteten som evolutionært og emancipativt projekt – i modsætning tilÝ poststrukturalister og systemfunktionalister (der lægger op til irrationalisme og nihilisme) og også modsat dogmatiske fundamentalsontologier (Heidegger). Habermas læser en fornuft ind i en realhistorisk tendens og ramme og ikke en blot og bar subjektiv.
Dobbeltkarakteren af fornuft og irrationalitet driver lortet (Horkheimer) frem. Alt har en livscuklus, såvel samfund, organisationer som individer, en begyndelse, en midte og en afslutning. Kapitalismen betyder en kæmpeskridt i individernes emancipatoriske muligheder, nye identitetsformer og moralsk bevidsthed – kapitalismen kommer omvendt til at virke hæmmende på en fortsat emancipation af menneskene – systemlogikken vinder over livsverdenen, intet restpotentiale af kritisk observans. Systemslogikkens meme-komplekser vinder gennem snedig manipulation over livsverdenens meme-komplekser. Den instrumentale forstands autisme, kriminalitet og vold legitimeret af det fantasmagoriske mimesis og cirkus. Økologi udgrænses som farlig virus, narreværk for at beskytte snæver økonomistisk egocentricitet.
Hegels totaliteten er sandheden omskrives hos Habermas i hans kommunikative handlen til: at samtalepartnernes indsigter er partielt sande og delvist brugbare – man skal benytte de stærke sider og indarbejde disse størrelser. På samme måde de forskellige psykologiske retninger som partielt sande – as far as they go!
Sandheden som oplysning, som proces – har vi fra Kant. Vi er publikum, sprogbrugere, der kommunikerer. Vi forudsætter eksistensen af en af os selv og af sproget uafhængig virkelighed – som omvendt kun optræder som kendsgerning i kraft af at vi er sprogbrugere. Sprog og virkelighed dækker hinanden og det forudsætter en gensidig relation mellem sprog(brugere) og virkelighed. Forudsætter som hos kant nogle nødvendige betingelser for sproganvendelsen (nødvendige logiske relationer mellem ord og begreber – uden disse situerede relationer eksisterer der ikke ord og begreber) – sproganvendelsen henviser til logiske kendsgerninger, uden hvilke virkeligheden ikke eksisterer, som noget vi kan tale sammen om. Men med Hegel: også disse relationer undergår forandring og har en fylogenese og ontogenese – historie og logik.
Hvor Marx fokuserer på materialistisk historieskrivning med hele vægten på produktivkrafternes udvikling. Habermas kan omvendt mere præcist pege på at der er produktionsforholdene (ændringer i de kommunikative hierarkier) der danner udgangsbetingelserne for at der kommer kraft til produktivkræfternes. Der er en snæver sammenhæng mellem system og livsverden: ændringer i livsverdenen kommunikative hierarkier er forudsætning for at systemet kan differentiere sig. Der sker en konstant tilstrømning og afstrømning pga. Generationernes nødvendige gang fra vugge til krukke.
Det tænkende individ som udgangspunkt – erfaring som symbolsk prægnans som grundorientering. Selvet og de andre er ikke endelige størrelser- jeget og du/ví’et skaber gensidigt hinanden gennem den symbolske interaktion. Jeg og du/vi som dialektisk enhed i et socialt meme-responsorium, hvor de symbolske former betinger (symbolsk interaktion som sprog og anden kulturel form) betydningsindholdet, interpretationssammenhænget, kontekst hierarkier.
Bindingsproblematikken, masterknuden, Freud: den magiske blok! Bagsiden af synsnerven er projektionsfeltet – hvorigennem virkeligheden gestaltes.Verden omkring mig er sort – kun lyset indfald gennem øjet giver de data som gør, at hjernen kan som monitor oplever virkeligheden som virkelig. Penial kirtlen.
Dialektikken mellem det genkendte og genkaldte i det limbiske apparat gør, at der til stadighed produceres betydning. Hukommelse!
